Letters to the Parliament

Arkitektskolen Aarhus har med projektet Letters to the Parliament inviteret arkitekter og studerende til at sætte ord på deres viden, engagement og visioner ved at skrive et personligt brev til en minister eller et medlem af Folketinget med ideer, inspiration og forslag til ny arkitektur.

Formålet med brevene er at udtrykke de visioner og ideer, som den enkelte mener spiller en vigtig rolle for de politiske beslutninger, der driver udviklingen af fremtidens kollektive rum. AAA ønsker at bruge den viden, der udspringer af arkitekters arbejde, til at skabe en direkte, konstruktiv og inspirerende dialog mellem arkitektstanden og landets beslutningstagere omkring, hvordan vi håndterer fremtidens udfordringer.

Resultatet er blevet 200 breve skrevet til 52 folketingspolitikere og ministre i Danmark. Fredag den 18. august kl. 9.30 blev brevene overrakt til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og sendt til modtagerne. Alle breve kommer med bud på, hvordan arkitektur kan bidrage til at forandre og udvikle vores samfund.

Arkitekt og forfatter Boris Brorman Jensen er moderator på debatarrangementet.