kick-off på strategisk udviklingsplan

kick-off på strategisk udviklingsplan

BBJ i samarbejde med Tredje Natur, KRADS, Reiulf Ramstad Architects og White Architects om udarbejdelse af en strategisk udviklingsplan for en robust og bæredygtig turistinfrastruktur i Island.

Projektets umiddelbare målsætning er at udarbejde et materiale til et inspirerende ’atlas’ med datagrundlag, forklarende og perspektiverende tekst, kortmateriale, udvalgte fotografier og en række arkitektoniske forstudier og skitseforslag.

Turismen har været med til at løfte Island ud af krisen og er i dag en væsentlig faktor i den fortsatte økonomiske genopretning efter det totale kollaps i 2008, men successen har også en pris. Den store efterspørgsel på overnatninger i Reykjavik presser boligpriserne i vejret og har skabt frygt for en ny ejendomsboble. Den nationale infrastruktur er samtidig begyndt at lide under det hastigt stigende antal turister, der tager på den klassiske tur rundt på øen. De mindre stikveje og anlagte stier har ikke kapacitet til at klare spidsbelastningerne, og flere af de berørte lokalsamfund oplever problemer med trafiksikkerheden. Mange af de nationale seværdigheder betjenes af mindre private foretagender og lodsejere, som i mange tilfælde ikke kan løfte opgaven og følge med stigningstakter i besøgstallet på 30% siden krisen. Midlertidige og ofte tvivlsomme konstruktioner som containerhoteller, mobile souvenirstande og interimistiske besøgscentre skyder op i landskabet og skæmmer i stigende grad de selvsamme herlighedsværdier som nærer turismen. Islændingenes civile stolthed er på mange måder udfordret, og flere af de unikke landskabelige seværdigheder og kulturmindesmærker bliver nedslidt i et tempo, der har påkaldt sig politisk bevågenhed. En række dødsfald og meget uheldige episoder, hvor fortidsmonumenter bliver brugt som toilet, har sat skub i kravet om udarbejdelsen af en national handlingsplan – men de islandske myndigheder kan ikke løfte opgaven alene. Der er behov for en koordineret indsats, der udover at involvere de mange turoperatører, hotelejere og forpagtere af besøgscentrene også engagere en bredere offentlighed. Der er brug for at flytte den kollektive forestilling om, hvordan naturen og oplevelsesøkonomiens infrastrukturer og bygningsanlæg kan skabe synergieffekter. Islands mange storslåede landskabsfænomener, kulturmindesmærker og geologiske seværdigheder burde være en nærmest uudtømmelig ressource, men lider overlast på grund af rovdrift, manglende styring og planlægning. Island har imidlertid brug for turismen, og der er akut behov for at udarbejde en fysisk strategi for en mere bæredygtig turismeudvikling.

Projektet er financieret af Hönnunarsjóður / The Icelandic Design Fund