Oplæg på konference

Oplæg på konference

Gennem århundreder har vi forsøgt at styre vandet i vores byer og landskaber. Men klimaforandringer og ekstremvejr sætter de menneskeskabte grænsedragninger under pres. Hvis udviklingen skal vendes, er der brug for nye planlægningsstrategier – og et nyt blik på vandets veje.

 

Konferencen ”Hvem ejer vandet?” der blev afholdt på Arkitektskolen Aarhus åbnede for diskussionen af, hvilke juridiske, kulturelle og tekniske redskaber der kan bringes i spil, så råderetten til de livsnødvendige vandressourcer fremtidssikres – og i højere grad indbefatter andre livsformer end mennesket.

 

Vandet former vores landskaber og er afgørende for bosætning og dyrkning af fødevarer. Gennem henved 200 år har vi forsøgt at regulere vandet med lovgivning og tekniske foranstaltninger, men i disse år er både byer og landskaber udfordret af vand, som hverken lader sig holde tilbage af love, bebyggelser eller kommunegrænser. Samtidig har vi drænet områder for vand, som er afgørende for opretholdelsen af biodiversiteten i Danmark.

 

”Hven ejer vandet?” rejste spørgsmålet: Kan vi indrette os, så vi i højere grad arbejder med og ikke imod vandet i vores arealplanlægning? Kan vi udvikle et moderne samfund med plads til et naturligt vandsystem?

 

Arrangementet er en del af projekt ”Vandets veje” – et samarbejde mellem Arkitektforeningen, Dreyers Fond og Arkitektskolen Aarhus under Agenda Earth. Projektet forener arkitekt- og advokatstandens fagkompetencer i en fælles bestræbelse på at koble udviklingen af vores fysiske omgivelser med de juridiske rammer og dermed sikre en ny balance mellem vores byer, landskaber og natur.