Folkemødet og Allinge har fundet hinanden ved et lykketræf. På bare fem år er Folkemødet vokset til en af landets mest velbesøgte festivaler. I 2015 var der over 100.000 besøgende, omtrent 38.500 overnatninger fordelt på hele Bornholm samt 2300 arrangementer med over 700 arrangører i Allinge. Folkemødet genererer en fantastisk stemning og energi, men lægger også pres det lille bysamfund.
Helhedsplanen skal sikre, at Folkemødet løbende kan udvikle sig og forblive en levende begivenhed, samtidig med at der etableres nye strukturer, landskabsrum og arkitektoniske indgreb, som tilfører vedvarende kvaliteter for Allinge, Nordbornholm og resten af øen.
Helhedsplanen opererer på to niveauer. Et overordnet niveau af tanker og ideer om en mulig strategisk alliance mellem på den ene side en national begivenhed og på den anden hele øen og et af Bornholms lokale bysamfund. Og et mere taktisk niveau af strukturprincipper og en række konkrete forslag til indretning af mødesteder, pladsdannelser og andre rumlige organiseringsformer, der kan realiseres løbende. Fælles for de konkrete eksempler er, at de alle er tænkt som mødesteder og nye offentlige rum, der kan bruges af alle hele året – og at de i sidste ende skal være til gavn for hele Bornholm.
Helhedsplanen fastholder Allinge som Folkemødets epicenter og sikrer en trafikal og oplevelsesmæssig infrastruktur, der omfatter hele Nordbornholm, så egnens landskabelige og kulturelle kvaliteter bliver til en sammenhængende oplevelse, også udenfor festivallens fire dage.
Projektet er udarbejdet i et samarbejde mellem JAJA Arkitekter, Schønherr, Boris Brorman Jensen og Jens Folmer Jepsen.
14/11 2015
Portfolie, Projekter