Der findes, ud over lejlighedsvise projektomtaler i forskellige tidsskrifter og blogs, endnu ikke en samlet fortælling om tegnestuen Cubo. Den arkitektoniske produktion er efter eget udsagn ikke signalarkitektur. De ellers produktive arkitekter er på mange måder gået ‘under radaren’. Det skal denne bog gerne råde bod på. Portrættet af Cubo er tænkt som et blik ind i det arkitektoniske maskinrum skrevet på baggrund af en række samtaler, jeg over en længere periode har haft med tegnestuens partnere. Ideen med samtalerne var i første omgang at få indsigt i noget af den tavse viden, der driver værket, men sjældent udbasuneres. At skildre den særlige formative ballast, selvforståelse og etik, som erfaringen har skabt, og at løfte lidt af sløret for de interne diskussioner, der ligger til grund for tegnestuens arbejde.