Boris Brorman Jensen var inviteret til at være faglig konsulent på den anden udstilling i udstillingsserien Arkitektur og identitet på Louisiana Museum for Moderne Kunst.
På baggrund af Boris viden om samtidens arabiske arkitektur og byplanlægning og PhD-afhandlingen Byen genopdaget – på sporet af den nutidige by skabte han i samarbejde med Louisianas team det teoretiske fundament og konceptet for udstillingen Det arabiske nu, der åbnede i januar 2014.
Som den foregående udstilling i serien forsøgte Det arabiske nu at sætte fokus på arkitektur og identitet: Hvordan udtrykker arkitektur identitet, og hvordan er arkitekturen med til at skabe identitet? Den arabiske verden undergår i disse år stor forandring både politisk, socialt og arkitektonisk. Særligt arabiske arkitekter står i en identitetsmæssig venteposition – splittet mellem en byggebranche, der domineres af kommercielle interesser og store udenlandske tegnestuer, og ambitionerne om at genfinde eller nydefinere en lokal, stedsspecifik arkitektur. Udstillingen undersøgte bl.a. om der findes en kritisk regionalisme i den nutidige arabiske arkitektur, og gav dermed et billede af det, der kendetegner den arabiske verden i disse år.
Udstillingen rummede både arkitektoniske værker og billedkunst og var opdelt i fem sektioner, der alle forholdt sig til den grundlæggende rumlige organisering af tilværelsen, der gennemsyrer den arabiske verden.
Tre udvalgte tegnestuer, alle med tilknytning til den arabiske verden gav deres bud på, hvordan nutidens arabiske kultur transformeres: Ateliers Jean Nouvel, Paris, Henning Larsen Architects, København, og X-Architects, Dubai.
Boris bidrog til valget af arkitekter og projekter og indgik i det kuratoriske team omkring udstillingens overordnede fortælling og scenografi.
Som kurator på temaet ‘Fra genius loci til genius logo‘ omhandlende kontemporær byplanlægning i Dubai introducerede Boris et af udstillingens hovedbudskaber gennem begreberne ‘Genius Logo’ og ‘Bingo-Urbanism’. Denne fortælling var baseret på af Boris egne fotografier, film og tekster. Boris var desuden medredaktør på udstillingens katalog og bidrog med artiklen Hyperabia.
Download og læs artiklen Hyperabia fra udstillingskataloget her
Øvrige tekster af Boris Brorman Jensen om arkitektur og byudvikling i Den Arabiske Golf:
– LEARNING FROM DUBAI: IS IT POSSIBLE? pdf
– Case Study Dubai: or Learning from Junk Space Deluxe pdf
– Dubai: dynamics of bingo urbanism pdf
– Globale kort pdf
– Junkspace de Luxe pdf
– Fortællinger om en globaliseret bystat pdf
– Masdar City: a critical retrospection pdf
Se også Louisianas DET ARABISKE NU udstillingsside: www.louisiana.dk
31/01 2014 -
04/05 2014
Portfolie, Udstillinger