En østjysk fingerplan?

En østjysk fingerplan?

Aarhus-borgmester Anders Winnerskjolds forslag om en “østjysk fingerplan” genopliver drømmen om en helhedsorienteret regional planlægning, hvor infrastruktur, landskab og byudvikling tænkes sammen. Artiklen, jeg skrev sammen med professor ved Arkitektskolen Tom Nielsen, sporer idéens historie tilbage til Landsplanredegørelsen 2006, der lancerede visionen om “Den Østjyske Millionby” som Danmarks storby nummer to, og til det efterfølgende samarbejdsprojekt mellem 18 kommuner, der brød sammen omkring 2010 på grund af kommunal konkurrence og uenighed om infrastruktur. Selvom et forskningsprojekt i 2019 tilførte ny viden om regionen, blev det aldrig fulgt af politisk handling.

Vi argumenterer endnu engang for at klima- og biodiversitetskriser samt de stigende trængselsproblemer nu aktualiserer behovet for regional koordinering på tværs af kommunegrænser. Landskabet bør i vores optik i langt højere fremhæves som en aktiv medspiller, der kan styre byudvikling væk fra sårbare og oversvømmelsestruede områder, styrke biodiversitet og understøtte folkesundhed og rekreation. Vi konkluderer derfor, at infrastrukturplanlægning i sin kerne også er byplanlægning, og at en ny fingerplan derfor rummer langt mere end løsninger på trafikpropper.

 

Download artiklen som pdf.

Dato

15/05 2026

Kategori

Artikel, Publikationer