Bygningen er tænkt som en forholdsvis rå konstruktion med størst muligt fysisk råderum og maksimal fleksibilitet indenfor budgettet, men optimalt gearet til en efterfølgende kunstnerisk udsmykning og aptering. De indre konstruktionsdetaljer og klimaskærm er udformet, så de fremtræder som en neutral ramme omkring den indre opbygning, hvis materialeudtryk, karakter og taktile kvaliteter kan formes og videreudvikles med årene. Al efterfølgende kunstnerisk udsmykning og aptering vil ske indenfor klimaskærmen og giver således mulighed for at arbejde med genbrugsmaterialer og andre mere utraditionelle apteringselementer.
Teatrets planløsning er bygget op omkring de to “sorte bokse”, der udgør teatrets hovedsal og prøvesal, samt en multisal. De øvrige produktionslokaler og administrative rum er stablet i to etager omkring de tre “bokse” med mindst muligt gangareal, så der opstår mest muligt plads til uformelle nicher og indskudte arealer, som kan anvendes til forskellige aktiviteter og udgøre teatrets fremtidige eksperimentelle udviklingsrum. Det indskudte areal ovenpå multisalen er eksempelvis ikke disponeret og giver mulighed for en fremtidig ekstrafunktion eller et nyt balkonareal i tilknytning til hovedsalen.
Det samlede udtryk er et geometrisk enkelt, men stærkt billedskabende bygningsvolumen med klare referencer til teaterverdenens særlige stemning. En effektiv og rå 360° teatermaskine, der med årene kan udvikle sin indre scenografi og komme til at fremstå som et helt unikt teaterunivers.
Udvidelsen af det eksisterende Limfjordsteater og sammenbygningen med Morsø Gymnasium, EUC, VUC/HF & Morsø Teater har fra begyndelsen været båret af idé om at udvide og udfordre de fysiske, funktionelle, didaktiske og kunstneriske rammer for både uddannelsesinstitutionerne, de to teatre og ikke mindst det involverede foreningsliv. Limfjordsteatret har igennem en lang årrække være en drivende kraft for især Morsø Kommunes kulturelle foreningsliv.
29/09 2019
Portfolie, Projekter