Formgivningen af de fysiske rammer for ritualerne omkring døden er en svær disciplin. Resultatet er ofte en lettere patetisk arkitektur. Landskabsarkitekturen har nemmere ved det. Vi kan tilsyneladende sige noget om døden med planter og landskabsrum, som vi ikke kan med sten og mørtel.
Arkæologer bruger spor af dødekult som tegn på menneskelighed. Dødekult adskiller os fra andre arter, og udvikling af forskellige former for begravelseskulturer er tilsyneladende noget helt fundamentalt ved homo sapiens.
Læs mit essay på Politiken.dk