Projektpræsentation

Projektpræsentation

Danmark står over for en historisk omlægning af landskabet, hvor 15 % af landbrugsjorden skal omdannes til uberørt natur som følge af den grønne trepartsaftale. Samtidig truer stigende vandmængder omkring 600.000 husstande, hvilket kalder på langsigtede, bæredygtige løsninger. Projektet “Vandets Veje”, organiseret af Arkitektforeningen og støttet af Dreyers Fond, har bedt tre tværfaglige arkitektteams om at udvikle visionsscenarier for tre danske vandoplande: Skjern å-systemet, Grenåens opland ved Kolindsund og Delvandopland Kornerup syd for Roskilde.

 

Fælles for scenarierne er en gradvis omdannelse frem mod 2050, hvor man lader vandet løbe frit i stedet for at bekæmpe det. Scenarierne fungerer som inspiration til kommuner og områder, der står over for lignende udfordringer, og lægger vægt på en helhedsorienteret tilgang med respekt for både natur, lokalbefolkning og jordejere. Målet er at skabe robuste, attraktive og bæredygtige landskaber for fremtiden.