Indledende forundersøgelse

Indledende forundersøgelse

I samarbejde med Akademisk Arkitektforening og Dreyers Fond udarbejder kunsthistoriker Marianne Krogh og jeg de næste to måneder en forundersøgelse, der skal tilvejebringe et kvalificeret grundlag for en udfoldelse af projektet agenda : EARTH. Hensigten er at gennemføre en række samtaler med centrale videns- og samarbejdspartnere for på den måde at kvalificere og skærpe det forestående arbejde med byggesektoren.

 

Agenda : EARTH er et ambitiøst projekt, der tager fat i de grundlæggende vilkår for arkitektur i dag: At der er dybe udfordringer indlejret i vores ressourceforbrug og -fordeling, og at det er bydende nødvendigt, at byggeriet som helhed tager aktive valg, som kan vende udviklingen.

 

Målet med projektet er gennem en lang række aktiviteter såsom debatter, anbefalinger, udstillinger, prototyper, open calls, konferencer og konkurrencer at debattere, udfordre samt skabe nye handle- og tankemønstre. Projektet har tre fokusområder: 1) Natur (ressourcer, natursyn og -håndtering samt rent drikkevand), 2) Materialer (udvikling og håndtering af både nye og glemte materialer og teknikker) og 3) transformative praksisser (vedvarende brug af eksisterende bygningsmasse i stedet for belastende nybyggeri).