Podcast om Østjylland i forandring

Podcast om Østjylland i forandring

Verden er i forandring. Danmark er i forandring. Og det er regionen Østjylland også. Klima- og samfundsforandringer banker på døren i Østjylland. Forandringer der kan have store konsekvenser for både byer og borgere. Vi tager rundt i Østjylland sammen med Boris Brorman Jensen, der er by- og landskabsarkitekt ved KADK og mangeårig forsker i Østjyllands byer, infrastruktur og landskab. Boris Brorman Jensen fortæller om den regionale udvikling, og hvordan et fremtidigt bæredygtigt Østjylland bør og kan se ud. Hvilke konsekvenser kan det få for Østjylland, hvis man ikke ændrer by- og landområdernes strukturer? Hvorfor er det vigtigt for borgerne? Og hvorfor er det vigtigt, at de 19 kommuner i Østjylland står sammen? Turen starter i Koldings bymidte og slutter mange kilometer senere ved en motorvejsafkørsel i Skanderborg.

 

Boris Brorman Jensen har et stærkt kendskab til Østjyllands udvikling og har siden 2018 været en del af en projektgruppe sammen med professor Tom Nielsen fra Arkitektskolen Aarhus og byplanskonsulent Holger Bisgaard, der har forsket i mulighederne for at skabe et mere sammenhængende og bæredygtigt Østjylland.

 

Med på turen rundt i Østjylland er interviewer Lærke Cecilie Lindegård og Ida-Lene Overgaard Skov.

 

Hør den på Speaker* eller Apple Podcast