De tre udviklingsscenarier for Østjylland frem mod 2040 er udarbejdet som led i et Realdania finansieret udviklingsprojekt med det formål at skabe et overordnet strukturbillede for Østjylland. Et strukturbillede der på længere sigt skal danne grundlag for en sammenhængende regional udviklingsstrategi for Østjylland – fra Randers i nord til Haderslev i syd. De tre scenarier peger i forskellige retninger og illustrerer forskellige udviklingsmuligheder og vækstdynamikker, men bygger alle på en ambition om at implementere FN’s 17 verdensmål og overholde Parisaftalen.
Det første scenarie har fokus på udvikling ’med natur og miljø som driver’ og beskriver omstillingen til en ny bæredygtig balance mellem naturgrundlag, produktionsformer og urbanisering, hvor naturgenopretning indgår i en målrettet implementering af verdensmålene. Et dominerede tema i scenariet er forholdet mellem byer, landskab og natur. En væsentlig præmis for scenariet er derfor en omfattende jordudtagning, med mageskifte og ændret fordeling af landbrugsjord, så marginaljorde og lavtliggende arealer kan overgå til naturformål.
Det andet scenarie fokuserer på ‘Østjylland som konkurrencedygtig region i Europa’ og beskriver en markant styrkelse af Østjyllands samlede konkurrenceevne og en strategi for at bringe regionen mere aktivt i spil i forhold til andre regioner i Europa. Udgangspunktet er, at de enkelte kommuner i Østjylland ikke selv har tilstrækkelige ressourcer til at skabe det samlede miljø af viden, innovation og produktion til, at områdets virksomheder i tilstrækkelig grad kan konkurrere effektivt med virksomheder beliggende i de store europæiske byer og stadig mere konkurrencedygtige byregioner.
Det sidste scenarie ser på ’det gode hverdagsliv’ uden for de store byer og fokuserer på en mulig mobilisering af velfærdssamfundet på et regionalt niveau. Det beskriver udviklingen af Østjylland med fokus på nære fællesskaber og lige adgang til grundlæggende velfærdsservice. Scenariet tænkes som et modtræk til den stigende polarisering mellem vinderbyer og taberbyer, mellem rige og fattige områder, der er blevet øget over de sidste par årtier.
Scenarierne blev sammen med en rapport og et omfattende sæt kortlægninger præsenteret for 19 østjyske kommuner ved en konference i december 2019 og indeholder foruden de tre scenarier en basisfremskrivning. Basisfremskrivningen illustrerer, hvor Østjylland bevæger sig hen med ‘automatpiloten’ slået til, og fungerer som et fælles sammenligningsgrundlag for scenarierne. Se kortlægningerne i atlasset over Østjylland her
Download hele rapporten som pdf
05/12 2019
Portfolie, Projekter